Bestyrelsen

Skolen, der tidligere (1956-2006) lå i Espergærde har Det Danske Missionsforbund som sit kirkelige bagland. Den henter derfor sine værdier i den kristne kultur og ser en aktiv kristen tro som et værdifuldt livsgrundlag. Hvert år afholder skolen repræsentantskabsmøde, hvor repræsentanter fra frikirkerne i Missionsforbundet deltager og igennem skolens bestyrelse tegner skolens overordnede linjer.

På billedet fra venstre:
Anja Ohlsen (Gift med forstanderen)

Kim Hinge (viceforstander)
Ruben Lundtoft (Formand)
Thomas Quistgaard
Peter Goetz
Anders Ohlsen (Forstander)
Rubin Fodgaard
Rikke Gerlev (Næstformand) 

IMG_0638.jpg

Ruben Lundtoft - formand

 

Uddannet som socialrådgiver. Efter nogle år i det regi, blev det til en stilling som kontorchef i Roskilde Amt. Siden 2007 har Ruben bevæget sig indenfor fitness verdenen, bl.a. som direktør for Foreningsfitness og nu for tiden som sektionsleder i Bevæg dig for livet. Er gift og har to voksne børn.

 

Som medlem af bestyrelsen for Efterskolen Lindenborg trækker jeg på min ledelseserfaring og min erfaring inden for idræt og kropskultur. Jeg drømmer om, at et ophold på efterskolen vil bidrage til, at eleverne vokser både menneskeligt og fagligt i et miljø hvor gavmildhed, rummelighed og kærlighed til sig selv, sine nærmeste og naturen er vigtige byggeklodser.
Desuden tænker jeg, at et efterskoleforløb giver den enkelte elev mulighed for at træffe væsentlige og gode beslutninger – måske om fremtiden, kærligheden, ens livsforløb og ens Gud.

Rikke Gjerlev - næstformand

 

Uddannet som lærer. Er nu viceskoleleder på Sankt Josefs Skole i Roskilde med ansvar for Børnehaven, SFO, indskoling og mellemtrin. Rikke elsker at lave god skole, hvor børn og voksne trives. Er gift og har fire børn i alderen 14–24 år.

I bestyrelsen for Efterskolen Lindenborg får jeg lov til at støtte op om det fantastiske arbejde, som skolens medarbejdere og ledelse gør hver dag. Deres indsat betyder, at de unge, der vælger et år på Efterskolen Lindenborg, får en oplevelse for livet.

Det er centralt for mig at de unge lærer at modnes i et miljø, hvor grundtanken er, at det enkelte menneske har værdi, og hvor livets store spørgsmål og Guds kærlighed til mennesker er noget der tales om og reflekteres over.

 

Thomas Quistgaard - økonomi

 

Har uddannet sig til især at arbejde med tal og økonomistyring: Cand.merc.aud. og HD, R. Er gift og har to voksne børn.

 

Thomas har fra 2001 til 2016 haft ansvar for ledelse og udvikling af regnskab, controlling og økonomistyring i COWI. Derefter beklædt rollen som CFO/Økonomidirektør i forskellige virksomheder og fra december 2019 været koncernøkonomidirektør for F. Junckers Industrier.

Det jeg kan spille ind med i bestyrelsen for Efterskolen Lindenborg er min ledelseserfaring og erfaring med regnskab og økonomistyring. Jeg drømmer om, at et ophold på efterskolen vil bidrage til, at eleverne vokser i selvværd, bliver nysgerrige på verden og finder et etisk kompas, der hjælper dem til at tage ansvar for sig selv og andre.

 

 

Rubin Fodgaard

 

Uddannet lærer og har siden 2004 arbejdet på den kristne friskole, Filipskolen, i Aalborg. Nu er han på Skansevejens Skole i Nørresundby. Er gift og har fire børn i alderen 8–16 år.

Det jeg kan bidrage med i skolens bestyrelsesarbejde er min erfaring med skole og pædagogisk udvikling. Jeg drømmer om, at idræt, musik og det kristne livs- og menneskesyn vil præge skolens liv på en måde, der udvikler de unges næstekærlighed, livsduelighed og mod.
 

 

Peter Götz

 

Har teologi som sin grunduddannelse og fungeret som frikirkepræst det meste af sin tid, dog i perioder afbrudt af andre jobs. Desuden har sociale og kirkelige aktiviteter i Thailand og Myanmar spillet en stor rolle i hans liv – og gør det stadig. Er gift og har to voksne børn.

 

Mit bidrag til efterskolens bestyrelse er at jeg har et godt kendskab til skolens bagland, Det Danske Missionsforbund. Mit engagement i mange og meget forskellige bestyrelser i DK giver også en god ballast. Min drøm for vores efterskole er, at den må være en tumleplads og en vokseplads for unge, der lige nøjagtig i denne periode skal folde vingerne ud og lære at flyve selv. At de må tage de værdier til sig, som skolen står for og som kan bære dem og værne dem i fremtiden.